Blant bjørker og blant graner, langs vidde og vei og vang
Der grøna læt og laller på sin vårlige ville sang
Der fossen græt og glitrer og nyingen blør og brinn
En fløtar med navn Olinius slo rundkast i vær og vind

Det var en trivlig gubbe med merj og med mot og spell
Da andre skalv i knea han Olinius måtte tel
Med livet i en snelltråd i føyk og i fossebrus
Da lette han litt på hatten med han tok seg e klype snus

Om tømre låg og vente og væla den slo seg vrang
Da var det som alt vårliv sto og sitre da gubben sprang
Og om han glei og stupte i svervillen ner og søkk
Så sannerlig kom’n trallendes tur storfossen som en nøkk

Og mang en vågsam unggutt han Olinius har frelst
Så jammen fekk’n sanne at de gamle var aller eldst
Men høggende i nævan da fekk du en fløtarprat
Og gildeste kar’n på jorderik tel godvenn og kamerat

Blant bjørker og blant graner, langs vidde og vei og vang
Der grøna læt og laller på sin vårlige ville sang
Der fossen græt og glitrer så vilter og evig ung
Syns rastplassen hass Olinius der’n kvilte for siste gång